Men det andet vi skal her, nemlig ud i national parken Cabo de gata, det skal vi. Vi var rundt og fandt ud af lidt i dag.
Der er 2 selskaber der kører dertil.
Alsa kører til byen Cabo de gata, tror jeg nok.
Den kører i hvert fald ikke til San Jose, som er den by inde i national parken som den anden bus kører til. Og hvilket der er bedst det ved jeg ikke.
Det andet busselskab, hedder Bernardo, men de havde ferielukket i deres billet salg så dem kunne jeg ikke spørge. Men vi så deres busser på gaden. Så det var ikke hele firmaet der holdt lukket

Hvad har vi så lavet i dag foruden at være på turistkontoret og på busstationen.
Jo, vi fandt deres meget flotte strand og hyggelige strandpromenade, hvor vi gik en meget lang tur. Vi fandt også en cafe som vi syntes var rigtig hyggelig. Den besøgte vi 2 gange. En gang før vi gik tur langs med stranden og en gang til da vi kom tilbage.
Vi var en runde inde i deres historiske centrum med katedral og andre bygninger.
Men har man været så mange andre steder var det faktisk ikke noget særligt. Katedralen havde siesta lukket da vi var forbi, så jeg kan selvfølgelig kun sige hvordan jeg syntes den så ud udefra.
Og der var det bare en stor firkantet klods.

Vi var på jagt efter en park hvor vi bare kunne sidde på en bænk men det var faktisk lidt svært. Jeg orkede ikke flere cafeer. Vi havde allerede været på 3 og jeg havde allerede fået frisk presset appelsinjuice, cola og vand og syntes ikke jeg kunne finde på mere jeg gerne ville have.
Men det er jo dejligt at have sådan nogle luksus problemer.

Da vi gik rundt i gaderne mødte vi lige pludselig John Lennon. Det var en meget pudsig oplevelse. Hvorfor havde han været her i Almeria???

Jeg fik taget et billed sammen med ham og så kunne vi læse at han havde været her i 1966 og at han skrev ”Strawberry fields forever” her. Tænk at denne by kan inspirere til noget som helst

Men faktisk, Almeria er faktisk det nedbørsfattigste og solrigeste sted i Europa.

Ordinær pris for at komme ind er 6€, men man får 2€ rabat per person hvis man kombinerer det med et besøg i hulerne også.
Og 4€ for at komme ind er også mere passende.

Vi havde næsten besluttet os for at vi ikke ville tage til Frigiliana, som er endnu en af de hvide bjergbyer i Sierra Nevada.
Vi har allerede været i 2 og en 3.de ville nok ikke være noget særligt.
Men da vi ikke havde andre planer at erstatte den med, så tog vi afsted alligevel.
Frigiliana ligger jo lige kun 7 km nord for Nerja, og bussen gik flere gange om dagen.
Og så er der nogle fine vandrestier rundt om Frigiliana, er der nogen der har fortalt os, eller så var det noget vi havde læst.
-Og vi er jo nogle hunde efter en god vandretur!!!
(Hrmmm… Det der udtryk med, ”at være en hund efter noget”, lyder altså ikke så godt i flertal!!

Da vi kom derop fandt vi ud af at stort set alt i byen var lukket fordi de holdt en eller anden byfest.
Vi ville jo gerne have været på turistkontoret for at få et kort over området og et kort med vandreruter.
Men ja… Det var lukket, men åbnede dog klokken 16 igen. Men HALLLÅÅÅÅÅ!!!! Hvor mange turister tror i selv der er efter 4, som ikke har lært byen at kende på egen hånd.

Så måtte vi jo klare os uden kort. Vi gik lidt rundt på må og få, her er jo ganske kønt og byen er jo ikke så stor så det gjorde ikke noget at vi ikke havde noget kort.
Men lige pludselig fik vi øje på nogle skilte, med en mand der vandrede på.

Og dem besluttede vi os får at finde ud af om det var en af dem vi skulle følge.
Det var jo bare at vælge en af dem, vi vidste jo ikke hvor nogen af dem endte eller hvor lange de var. Vi måtte bare vende om når vi ikke gad mere.
Vi ville lige have en flaske vand med. Men selvfølgelig havde vi ikke gået forbi nogle indkøbssteder på vejen.
Nå men så måtte vi da bare begrænse os endnu mere.
Vi begyndte at gå.

Og det gik opad, vi skulle huske at stoppe op en gang i mellem for at kigge ud over landskabet. Med Frigiliana som en hvid prik under os og endnu længere væk Nerja og Middelhavet.
Da vi nåede op til toppen af den første forhindrende bakke, så vi et skilt mod et cafe.
-JUBBBIIIII!!! Lad os gå derhen og få noget at drikke.
Den skulle have åbent, den åbnede hverdag klokken 11.30. Og klokken var nu over 12. Så vi var fulde af fortrøstning da vi begyndte at lede os hen imod cafeen.
Da vi endelig kom derhen var det lukket de holdt ferielukket, indtil den 20 januar. I dag er det den 20 januar… Hvor uheldig kan man få lov til at være.

Nå men, her ville vi så vende om, men vi så, at lidt længere fremme var der en anden vej, som så ud til at løbe i den retning som vi gerne ville.
Så i stedet for at gå den samme vej tilbage ville vi prøve denne nye.
Og rigtig nok, den første os ned til byen igen. Med en super flot udsigt over hele horisonten.
Vel nede i byen igen, fandt vi en Restaurant hvor, vi fik lidt at spise og en masse at drikke.
Vi skulle både have Vand, pepsi og John toppede det hele med en Cortado Grande.

Derefter var vi klar igen til at se lidt mere af byen.
Det var heldigt at vi tog herop, Byen er virkelig et besøg værd.

Nu vil jeg ønske jer god læsning!!

Det er i denne sal at der om sommeren også er koncerter. Så der er tribuner med siddepladser. Jeg kan forestille mig at akustiken er god et sådan et sted. Men vi afprøvede det nu ikke. Stemningen indbød ikke rigtig til det
Her inde var der også en kæmpestor stalaktit som vi troede var den store. Vi stod længe og beundrede den og tænkte den er da nok stor.

Vi fik en overraskelse da vi kom ind i det næste rum og fik øje på den rigtige. Den var noget, for at ikke sige meget større end den vi havde set lige før.

I hele hulen er der en afmærket sti man skal følge og stien tog os hele vejen rundt om den kæmpe store stalagtit.

Det koster 8,50€ at komme ind.
Åbningstiderne er fra (vinter) 10 – 14 og 16 – 18.30, (sommer) 10 – 19.30
Med billetten for man også rabat til Nerjas historiske museum.

Vi tog ind til Torre del Mar allerede kl.10 fordi så havde vi lidt tid til at se den by også. Og det var vist nok meget godt fordi bussen stoppede ikke der hvor vi troede den ville stoppe, så vi skulle jo starte forfra med at finde rundt i byen og finde stoppestedet hvor, vores næste bus kørte fra.
(Vi havde nærstuderet google maps aftenen før for at kunne finde rundt)

Med lidt hjælp fra folk på gaden fandt vi derhen.
Bussen til Competa kører fra en gade der hedder: Calle Doctor Fleming 1 og busselskabet hedder ”Loymer”.
Vi nåede at se en del af Torre del Mar medens vi ventede og vi nåede også at gå på cafe og få Churros med chokolade. Mums!!!!!
Jeg blev selvfølgelig køresyg på vej derop, og det selvom jeg havde spist køresyge piller.
Men jeg skulle bare hvile lidt og drikke en cola på en cafe, så fik jeg det bedre igen.
Competa er jo en bjergby så gaderne går meget op og ned, så man skal vælge hvor man vil gå med omhu.

Når man kommer med bussen bliver man sat af nedenunder byen, lige ved turist informationen. Hvilket jo er meget godt, så kan man hurtigt få sig et kort over byen.
For at komme ind i centrum bliver man nødt til at gå opad.

I hjertet af byen finder man en rigtig hyggelig plads, hvor der er cafeer, butikker og deres faktisk meget smukke kirke. Den har nogle flotte malerier udenpå, men vi var aldrig inde i den. Og så har den et rødt kirketårn, som stikker ud mod alt det hvide.

Vi gik lidt rundt i gaderne, medens vi ledte os hen til et udsigtspunkt som lidt minder om noget Gaudi kunne have bygget. Men det er dog ikke ham.


Udsigten over byen var rigtig god derfra.
Men vi havde ikke så meget tid vi skulle ned igen og med bussen.
Da vi kom ned til busstopstedet igen, sad vi og ventede og ventede og kunne ikke forstå hvorfor bussen ikke kom. Indtil jeg kiggede på min mobil og fandt ud af at det var en time til den kørte. Vi orkede ikke gå hele vejen op i centrum igen, men fandt en cafe på halvvejen.

Tilbage i Torre del Mar gik vi en tur nede ved stranden før vi skulle prøve at finde den busstation hvor bussen kørte fra

Men jeg lover jer Mijas er meget, meget mere.
Det er en rigtig rar og hyggelig og rigtig køn by. Nede ved busstoppet er der nogle hyggelige cafeer, ellers er der de før omtalt souvenirbutikker

På den anden side af vejen ligger rådhuset og ved siden af den ligger turistinformationen. Hvor du kan få et kort over byen med forklaringer på rigtig mange sprog bl.a. dansk. På kortet har de tegnet ind en rute som er rigtig flot, hvor man kommer forbi alt som man bør se når man nu er på besøg.

Vi fulgte ruten sådan lidt halvt om halvt. Nogle gange lavede vi nogle afstikkere men vi kom altid tilbage til ruten fordi vi ville jo ikke gå glip af noget.

Mijas er en af de hvide byer som er så kendte oppe i de spanske bjerge. Og i sær den del af byen som ligger væk fra centrum, ved Plaza de los siete caños er hvad man forstår ved en virkelig typisk andalusisk hvid by, da den i tidens løb har forandret sig meget lidt.

Efter vi havde fået kortet over byen begyndte vi på vores rundt tur.
Første stop var æseltaxierne. Man kan komme rundt med æsel, hest eller på gåben. Æslerne stod staldet op under et halvtag og ventede på at der skulle komme kunder.
Det var ikke noget vi prøvede, vi så en pige der fik sig en ridetur og hun syntes det var sjovt.

Turen gik videre ud til et udsigtspunkt. Vi er jo ganske højt oppe, så man kan se langt, vi kunne faktisk se helt ned på vores hotel i Fuengirola.
Vi stod i lang tid og nød udsigten.
Oppe ved udsigtspunktet ligger der også et lille kapel som er semi hugget ind i klippen bagved. Og inde i dette kapel finder man Mijas skytsengel.

Bagefter gik vi en tur ind i byen. Vi kiggede i butikker og prøvede at finde de hyggeligste gader at gå i, men det var lidt svært, de så alle sammen så hyggelige ud.

Til slut endte vi ude ved tyrfægtnings arenaen, som skulle udmærke sig ved at være oval. Men den kiggede vi ikke nærmere på.
Men gik i stedet for forbi og ud til Parque de la Muralla. og WOW!!!!!!!!! siger jeg bare. Intet mindre end WOW!!!!!!

Det var en oplevelse, super flot, super udsigt, dramatiskt landskab, bare det hele!!!
Vi fandt en bænk, hvor vi satte os og der blev vi siddende og bare nød af det gode vejr, det er jo sommer her

Da vi endelig rejste os, sagde jeg at det var da her man skulle bo og så fik jeg øje på det.
-Og der er vores hus, sagde jeg til John.

John kiggede en ekstra gang og sagde – Ja og det er forladt vi kan da godt gå ned og kigge på det.

Og det var så det næste vi gjorde. Det var dog lidt svært at finde ned til.
Vejen derned var igen vokset og der var faldet en kæmpe sten ned over den. Men vi kæmpede os vej og lige pludselig stod vi der.

Huset ligger super flot, lige på bjergskråningen mod syd. Men som sagt det står forladt og det er der så nogle der har fundet ud af og så skal alt der kan smadres, smadres.

Vi var dog en tur inde i huset og en tur rundt på ejendommen og har lavet planer for det hele.
Vi har faktisk t.o.m skrevet et brev til kommunen om de vil hjælpe os med at finde ejeren, med henblik på at leje den.

Efter dette eventyr tullede vi bare rundt i byen og spiste sen frokost på en cafe før vi tog bussen hjem igen.

Men jeg kunne da oploade billeder saa dem kan I jo kigge paa medens I venter paa rejsedagbogen.

Vi ses igen paa soendag!!! Eller mandag, hvis jeg ikke naar det paa soendag.