Skåne – På besøg i den lille by Hörröd

Hörröd er en lille by på Linderödsåsen.
Havde det ikke været fordi at Skåneleden går i gennem byen ville jeg aldrig have vidst at byen eksisterede og heller ikke set dens seværdigheder.
Man skal bare holde øjnene åbne. 🙂

I Hörröd ligger der en kirke.
Jeg tror aldrig jeg har set en kirke som den.
De startede byggeriet i 1856 og den stod færdig 2 år senere.
Så det er jo ikke fordi den er så gammel.
Den er bygget i nyromantisk stil og malet i pastelfarver.
Jeg synes kirken ser rigtig flot ud med alle de farver.
Den kunne dog bruge lidt opfriskning.
Det er ikke noget man kan komme til at se, men noget der også gør denne kirke speciel er at når de skulle til at bygge kirken så ofrede de en hane.
Den blev begravet levende under en af hjørnestenene.
Det skulle være sidste gang i Sverige at dette skete. Heldigvis!!!
En historie fortæller at byen havde problemmer med trolde da de skulle til at bygge kirken.
Troldene blev ved med at flytte byggematerialet væk.
Og det stoppede først da de havde ofret hanen.
Hanen skulle også være de mørke dæmoners værste fjende.
Efter en uhyggelig nat er det en lise at endelig høre hanen gale samtidig som solens første stråler anes i horisonten.

Hørrød har haft en anden kirke før den nye.
Den er der dog ikke så meget tilbage af.
De har sat et kors for at vise hvor den stod og så har de sat nogle bænke.
Og vupti så har man jo en udendørs kirke.
Den gamle kirke ligger oppe på en bakke ikke langt fra pastelkirken.
Oppe på bakken står der også 3 gravsten, det er en ødekirkekård som ikke bliver brugt mere.
Der er sikkert flere gravsten men de er gemt under sneen.
I byen skulle der også være en pestkirkegård.
Den så vi ikke og jeg ved heller ikke om den er markeret så at man kan komme til at se den.

Bagved kirken kan du komme op på en rullestensås.
Det er lidt sjovt med en ås oppe på åsen.
Rullestensåsen hedder Jären eller Hörrödsåsen.
Det er smukt oppe på rullestensåsen.
Og det er lidt sjovt at gå oppe på toppen og kunne kigge ned til begge sider.
Rullestensåsen kan du følge næsten hele vejen til Agusa.

Lige i starten af rullestensåsen fra kirken af, finder du præstebørnenes kaffegrotte.
Byens præst i starten af 1900 tallet hed Jöns Nilsson Werner og han havde 3 børn.
De havde med hjælp fra præstegårdens dreng bygget en grotte som de brugte som legestue.
De har tegnet og skrevet på stenen og det er nok derfra navnet kaffegrotte er kommet.
På stenene står der nemlig:
-Velkommen i vores nissebo, se jer om, hvis I vil så skal vi en troldedrik til jer lave.
De har selvfølgelig skrevet det på svensk. 🙂
Det kan dog være lidt trikky at finde kaffegrotten fordi den er sat forkert på skiltet som står nedenfor åsen.
På skiltet står det at kaffegrotten ligger på højre side af skåneleden.
Men den ligger på venstre side, ned af bakken.

Udgivet i Rejse, Skåne, Sverige | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Skåne – Blandet fra Vånga og omegn

Vånga er en lille bitte by, med ca. 250 indbyggere oppe i det nordøstlige Skåne.
Du finder byen nordvest for Skånes største sø, Ivösøen.
Byen har egentlig ikke så meget at byde på.
Men her er et vandrehjem, som er billigt og hyggeligt og det gør Vånga til et godt udgangspunkt for at komme ud og opleve en masse.
Her kommer et lille mix af de ting vi oplevede.


Barumkvindens grav
I 1939 fandt man en grav i byen Barum.
Graven indeholdt et siddende skellet.
Man troede i lang tid at det var en mand som man havde fundet, pga de ting man fandt i graven sammen med den døde.
Men senere undersøgelser har vist at det er en kvinde.
Kvinden døde for ca 6800 år f.v.t alltså for 8800 år siden.
Hun levede i maglemose kulturen i jæger/samler stenalderen.
Dette er et af sveriges bedste fund fra denne periode og skellettet er udstillet på Statens Historiska museum i Stockholm.

Der er sat en mindessten der hvor hun blev fundet og der er et skilt som fortæller om fundet.
Ude fra vejen, lidt syd for Barum, er der et lille skilt som peger ned mod stedet.
Man må ikke køre derned og der er desværre heller ikke rigtig nogen parkeringsplads.
Men på den anden side vejen er der et lille sted hvor traktorerne plejer at køre ud i marken, der kan man parkere.

Slibemærkerne ved Vånga bådplads
Lidt syd for Vånga ved Vånga bådplads er der nogle mystiske sten.
De er mystiske på den måde at der er dybe mærker i dem.
Man ved ikke hvordan de er lavet og hvorfor eller hvornår.
Men de kan godt være meget gamle, helt tilbage fra stenalderen.
Man har nemlig også fundet sådane mærker ved andre stenaldersbopladser.
Man tror at de er kommet af religiøse eller magiske ritualer.

Køretur mellem Oppmannaberget og Vångaberget, stenbrud, gode udsigter og kongestenen.
En lidt sjov køretur vi var ude på var det lille stykke land mellem Vångabjerget og Oppmannasøen.
Fra Näsumsvägen drejede vi ind mod Oppmanna.
Når vi kørt på denne vej 1,5 km drejede vi ind på Bergavägen og derefter igen mod stenbrudet.
Vi kørte helt op til stenbrudet.
Det er lidt sjovt at stenbrudet ligger oppe på toppen af bjerget.
Stenbrudet er stadigvæk i brug og det er rød granit der bliver brudt her.
Man kan selvfølgelig ikke komme ind på selve pladsen.
Men vi fandt et sted lige udenfor hvor vi kunne stille bilen og så kunne vi gå ude på kanten af det dybe hul og kigge og se at de nu arbejdede ordentlig.
Men vi fik også den flotteste udsigt over et kæmpe stort område.

Vi kørte tilbage til Bergavägen og for enden af Bergavejen drejede vi til højre mod Oppmanna søen. ,
På et sted har man virkelig en flot udsigt over søen.
På den anden side af søen så vi nogle flotte spir der stak op over trækronerne.
Dem kørte vi hen for at se da vi var færdige med denne rundtur.
Spirene tilhørte Karsholmsslot.
Slottet er kun halvprivat så man må gerne gå en tur i haven.
Og slottet er ganske flot.

I byen Oppmanna kan man komme til at se kongestenen.
Du skal følge Gullyckeskärsvägen.
Der ved en gård stillede vi bilen og så gik vi de sidste 150 meterne.
Inde i skoven er der masser af store sten.
Det er sten fra et tidligere stenbrud.
Der er kæmpe bunker af rød granit, som skærver og større sten.
Men der er også rigtig manga kæmpe store stenblokke.
Desværre kunne vi ikke finde den rigtige sten.
Jeg havde jo troet at der ville være en sten, som var nem at finde.
Og at der ved siden af stenen ville være et skilt så at man ikke var i tvivl.
Men her er rigtig mange sten og jeg viste ikke hvordan den skulle se ud.
Det ærgrer mig noget at jeg ikke havde googlet stenen først så jeg vidste hvad jeg skulle lede efter.
Det er Kong Oscar 1. og hans 3 sønner Carl, Oscar og August der i 1846 har været her og indgraveret sine navne i stenen.

Dødabyen
Nord for Vånga ude i skoven ligger døda byen.
Det er den gamle by Spångabro som har fået det navnet.
I midten af 1800 tallet voksede antalet af indbyggere i Vånga eksposivt og mange blev tvunget til at flytte ud i skovene og rydde plads til deres torp.
Det var et hårdt liv de levede ude i skoven, jorden var dårlig og meget stenet.
I Spångabro var der et 20tal torp.
Den sidste beboer flyttede fra Spångabro i 1950erne.
Og siden da har byen været overgivet.
Nu er der deværre ikke så meget at se mere.
Dem der arbejder i skoven er ikke så gode til at passe på stedet.
Der er dog nogle få torpruiner og stengærder som man kan se.
Og så er der resterne af denne vej.

Dette var hovedvejen ind til Vånga, som var den nærmeste større by, hvor de bl.a. gik i kirke.
Der er et skilt med et kort som fortæller hvor husene lå.
Fra Lejrevallen, som er et strövområde som ligger nord for Arkelstorp, er der en vandretur som går forbi her i dødabyen og videre til Kastagropen som jeg skriver om herunder.
Vandreturen hedder vildmarksruten.
Den er desværre ikke afmærket, men man kan åbenbart få nogle gps kordinater som man kan følge.
Jeg læste om det på nettet, men vi prøvede det ikke.

Kastagropen.
Kastagropen er en smuk sprække dal.
Ovenover sprækkedalen går der en vej som faktisk hedder Kastagropen og det var sådan vi fandt den på google maps.
Man kan ikke køre helt dertil.
Når man kommer sydfra er der pludselig en bom og så kommer man ikke længere.
Der stillede vi bilen og gik resten af vejen.
Fra bomen og hen til starten af kastagropen er der en lille km.
Der hvor det hele starter deler vejen sig og vi valgte at gå til venstre, fordi det er den vej der i følge googlemaps hedder Kastagropen.
Vejen går opad men vi går ikke inde i en sprækkedal og vi kunne heller ikke se noget der lignede, så vi var lidt mystificerede.
Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente og hvordan det ville se ud.
Men vi kunne se at i følge gpsen at vi var på vej hen mod et af kastagropens kendemærker.
Predikestolen er en stor udskydende klippe i sprækkedalen.
I 1600-tallet var dette et sted hvor snapphaner holdt til og fra predikestolen holdt Lille Mads taler for sine mænd.
Lille Mads er en af de kendte snapphane ledere.
Han hørte hjemme i disse områder af Skåne.
Fra vejen gik vi en smule ind i skoven da vi kom derhen hvor predikestolen skulle være.
Og VIÓLA, der var sprækkedalen. 🙂
Og predikestolen.
Vi måtte jo også ud og holde tale fra predikestolen.
Efter at have set den og været ude på den gik vi tilbage til vejen og fortsatte langs med vejen.
Det var meget heldigt vi gjorde det, fordi langt om længe fandt vi indgangen til selve sprækkedalen og kunne gå nede i dalen hele vejen tilbage.
Det var en super smuk tur langs med et lille vandløb.
Og hvor endte vi??
Jo vi endte somend i det vejkryds hvor vi havde valgt at gå til venstre, fordi at vejen hedder Kastagropen.
Jeg er dog ikke ked af at vi først havde gået hele vejen ovenover, fordi stenformationen predikestolen var sjovere oppefra end nedefra.

John er ude på predikestolen
Nu er vi kommet ind i sprækkedalen og jeg peger op på predikestolen.
Vi gik til venstre her, men sprækkedalen begynder faktisk hvor den røde pil peger.

Den store Trueds kors
Trued var snapphane og det siges at han sad her på denne sten da han blev slået i hjel.
Hans kammerater ristede dette kors i stenen til minde af ham.
Stenen kan godt være lidt svær at finde.
Fordi da den er nede på jorden så bliver den nemt dækket af jord og blade.
Man kan ikke parkere lige ved stedet, der er en lille indkørsel lidt mod Arkelstorp.
Derfra passerer man bommen og følger stien til venstre.
Tæt på vejen og den lille å er der heldigvis et skilt og lige der nede på jorden er stenen med korset.

Arkelstorps kumlet
En hel væg af kæmpe store sten.
Kæmpe store sten der rager næsten helt op til trækronerne.
Det var med stor ærefrygt vi kravlede rundt blandt disse giganter.

Vejene i dette område har ikke navne men numre og du finder de store sten langs med vej 4.
Fra gamla Arkelstorp skal du i første omgang køre mod kvarnfallet.
Der er skilt mod kvarnfallet.
Kvarnfaldets indkørsel ligger på vej 2, men den vej skal du bare køre forbi.
Næste vej til højre er vej 3, den skal du dreje ned af.
Den næste vej til venstre er vej 4, hvor du på venstre side begynder at se de store sten.

Udgivet i Skåne, Sverige | Tagget , , , , , , , , | 3 kommentarer

Småland – Kyrkömosse bilkirkegård

Har du nogensinde set Lukas Grahams video til sangen “you’re not there”?
Da jeg så den tænkte jeg meget på at det godt nok var et spændende og mærkeligt sted med alle de biler i forskellige stadier af forfald.
Jeg kunne også tænke mig at se et sådan et sted.
Men jeg tænkte at det bliver man nok nødt til at tage til USA for at finde.
Jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg tænkte det var i USA?

Det er dog ikke nødvendigt at rejse helt så langt for at se en bilkirkegård.
Kun 50 km øst for Älmhult, der ligger Kyrkömosses bilkyrkogård.

I 1950erne hvor tingene begyndte at se lysere ud efter anden verdenskrig fik flere og flere biler.
Det var der i sær en mand som så store muligheder i.
Hans navn var Åke Danielsson og han havde før kriget købt en tørvemosse, Kyrkømosse, hvor han producerede tørv som han solgte.
I 40erne åbnede han en bilskrot i stedet for.
Han blev hurtig ekspert i reservedele og så begyndte han at sælge reservedelene.
Åke købte sin sidste bil i 1974, men derefter havde han stadigvæk reservedele nok til at han solgte dele helt frem til 1992.
I alle årene boede han ude i mossen, han byggede et lille hus med alt han behøvede og det står der stadigvæk.

Det hus som Åke boede i.


I 1992 flyttede han på plejehjem og bilerne og husene fik lov til at passe sig selv i en år række.
Men lige pludselig gik der politik i det, og kommunalbestyrelsen i Tingsryd ville rydde grunden.
Heldigvis var der mange som blev oprørte over kommunens beslutning og det medførte en lang række protester fra bl.a. Smålands Museum i Växjö og andre lokale kræfter.
I 2001 besluttede kommunalbestyrelsen så at bilkirkegården kunne blive liggende indtil 2050.
Gad vide hvor meget der egentligen er tilbage af bilerne i 2050??

Den dag vi er der har det lige sneet nogle dage forinden så alt ligger dækket af sne.
Det ser rigtig flot ud, det dækker over alle de reservedele der ligger og flyder over det hele.
Men sneen hæmmer også en smule og den gemmer bilerne.
Jeg kunne faktisk godt tænkte mig at komme tilbage en anden gang og se hvordan der ser ud uden sne, hvor man rigtig kan følge med i bilernes forfald.

Det er jo så moderne med “Van-life” lige i disse tider. Så her vil jeg presentere jer for John og mit nye gør det selv projekt!!! 😉

Malingen er for længst skallet af bilerne, i hvert fald de fleste.
Vi så en bil hvor den ene fremdør lige var faldet ud, der så den næsten nymalet ud. Rusten har forvitret metallet på bilerne.
Træer og buske gror op gennem vragene, som er ved at gå i ét med skoven.
Det er en helt speciel følelse man har når man går rundt her og kigger.
Det var en meget anderledes oplevelse som jeg er glad at jeg har oplevet.

Infoboks:
Kirkegården ligger ud til vej 119.
Kun nogle få km fra byen Ryd.
Der er skilt ude ved vejen og der er en god parkeringsplads.
Vil du nå at opleve de mange biler gemt i skoven, skal du ikke vente alt for længe.
Med årene gør naturen sit indtog, og med tiden vil skoven have opslugt de gamle biler.
Der er flere bilkirkegårde i Sverige.
Jeg har lige læst om bilkirkegården i Blåstnäs.

Udgivet i Rejse, Småland, Sverige | Tagget , , , , | 2 kommentarer

Rejse med bil – Når det går galt.

Efter Falkenberg gik turen videre til Jönköping.
Jönköping er en meget hyggelig by som ligger lige på Vätterns sydspids.
Men desværre nåede vi ikke at få det maximale ud af byen.
Fordi allerede dagen eftet vores ankomst til byen gik vores bil i stykker.
Og så blev vi sat i vente position.

Vi havde været en tur på Visingsø og var på vej hjem langs med E4.
Lige pludselig døde bilen.
Og vi kunne ikke starte den igen.
Så der stod vi midt ude på motorvejen, eller næsten vi nåede at få den ind til siden i nødsporet.

Nu er det jo så at man borde være tjekket og have alle telefonnumre indkodet i sin telefon.
Så at vi med det samme vidste hvem vi skulle ringe til.
Men nej, det havde vi ikke, fordi vi regnede da ikke med at sådan noget kunne ske for os.

Vi vidste dog hvem vi har vejhjælp af hjemme i DK, så vi tænkte at vi prøver at ringe til dem.
Vi fandt Falcks telefonnummer for akut vejhjælp på deres hjemmeside.
Og så prøvede vi at ringe på det.
Det tog ca. 30 minutter at komme igennem og så viste det sig at de ikke kunne hjælpe os.
Vi havde ringet til de forkerte, men hun kunne dog hjælpe os med at få det rigtige nummer.

Havde vi været hjemme i DK så havde det været det rigtige nummer.
Men da vi er i Sverige så er det ikke Falck vi skal have fat i.
De gav os nummeret til SOS international, som vi så ringede til.
Her kom vi igennem lige med det samme.
Det smarte med SOS international er at man ringer til et dansk nummer, man kan tale dansk med personen i telefonen.
Hvilket jo er rigtig fint fordi stressnivuaet er jo højt nok i forvejen, så havde man også været nødt til at tale engelsk så kunne det nemt blive for meget.
Det danske sos international tager så kontakt med sine partners i det pågældende land og så bliver man efter et rum tid hentet.

Vi stod på motorvejen og det blev mørkere og mørkere.
Det er ikke særlig rart at sidde fast på motorvejen kan jeg hilse og sige, især ikke efter mørkrets frembrud.
Vi nåede at sidde ude på motorvejen i 2 timer, så ringede telefonen.
Det var den mand som skulle komme og bjærge os.
Han spurgte lidt ind til hvor vi stod og da vi stod på motorvejen ville han have en følgebil med som kunne stoppe trafikken medens vi blev læsset op på hans bil.
Så gik der yderligere en halv til en hel time før han endelig kom.

Måske er det p.g.a. corona, men vi skulle blive siddende omme i vores egen bil.
Det troede jeg egentlig ikke at man måtte.
Vi blev kørt hele vejen hjem til vores campingplads og bilen blev kørt på verksted.
Vi behøvede ikke selv tage stilling til hvor bilen skulle hen, det vidste bjærgeren allerede, så jeg går ud fra han har fået det at vide af Sos international.
Eller så er det fordi at de skal køre til et autoriseret verksted og Tyota kun har et i Jönköping.
Derefter ringede vi til Sos International igen og fortalte at vi var blevet hentet.
Men at verkstedet ikke åbnede før på mandag, nu var det fredag aften.
Så troede jeg egentlig at vores kontakt med SOS ville ophøre, fordi vi havde jo fået den hjælp de kunne give os.
Men de fulgte vores sag helt til dørs og sidste gang vi snakkede sammen var den dag hvor vi endelig havde hentet vores bil.

Moralen ved dette indlæg må være at man alltid skal have styr på hvor man skal henvende sig hvis uheldet er ude.
Selvom det aldrig sker for en selv!!!!!

Verkstedet kunne ikke rigtig finde en fejl, men det kostede os lige 4112 kroner.
Derefter kom vi lige precis 270 km og så gik bilen i stå igen, med akkurat den samme fejl.
Det var så 4112 kroner lige ud af vinduet til ingen verdens nytte.
Nu står vores bil hjemme hos far og han har lovet at kigge på den.

En lille afslutende bemærkning til historien. Mig og far fandt ud af hvad den fejlede…

…Og nu kører den igen!!!!!!

Udgivet i Rejse | Tagget , , , , | 2 kommentarer

Skåne – Ivö, en ø i en sø, Part 2

Ivösøen er Skånes største sø og inde i søen finder du øen Ivö.
Søen finder du i Skånes nordøstligste hjørne, lige nord for Bromölla.

Ivö er også en af afstikkerne til Humleslingan som jeg skriver mere om her.
Humleslingan er en køretur rundt om hele søen + en masse afstikkere med en masse sjove og interessante besøgssteder.
Humleslingan rundt Ivösøen

For at komme over til Ivö kører du til byen Barum hvor færgen sejler fra.
Da vi kom hen til den lille havn var færgen ovre på den anden side, men det gør ikke noget fordi overfarte tager kun ca. 7 minutter.
Vi skulle ikke vente længe og så kunne vi køre ombord.
Færgen er en kabelfærge og man kan se kablerne stikke op af vandet.

Vores første mål var at køre så langt sydpå som vi overhoved kunne komme.
Så vi kørte tværs over øen, forbi Biskopskælderen og videre ned langs med grusvejen.
På kortet ser det ud som om at vejen stopper helt ude ved kysten så vi havde håbet på at der ville være en flot udsigt over vandet, en picnicplads eller måske en lille strand.
Men nej vi endte i en privat indkørsel uden udsigt nogen som helst steder hen.
Så vi vente rundt igen.

På vejen tilbage gjorde vi et stop ved Biskops kælderen.
Det er de sidste rester af borgen Ivöhus, som har ligget her på øen.
På borgen har ærkebiskop Anders Sunesen boet.
Ærkebiskop Anders Sunesen er den biskop som Valdemar Sejr havde med til Estland.
Dengang i 1219 hvor det danske flag dalede ned fra himmelen.
Anders Sunesen boede her de sidste år af sit liv, da han var meget syg.
Det var desværre lukket da vi var der, men om sommeren kan man godt komme ner i kælderen.

Vi kørte videre til Ivö kirke.
Det er en kirke fra 1200-tallet og en af Skånes ældste teglstenskirker.
I katolsk tid var kirken viet til den hellige Ursula.
Ursula var en engelsk prinsesse som sammen med 11 veninder, som hver havde 1000 jomfruer med som rejseselskab, var på pilgrimsrejse til Rom.
Ved Køln blev de overfaldet af Hunnerne og de slog dem alle sammen i hjel.

Ved kirken finder du Ursula kilden.
Det siges at i gamle dage så kunne man være heldig at den gav vin i stedet for vand.
Men det var i gamle dage.
Så heldig er man ikke i dag. 🙂

Derefter ville vi ud og gå på Ivöklack som er Ivös nordligste stykke.
Det meste er naturreservat og der er 4 afmærkede vandrestier.
Ivöklack har 2 parkeringspladser.
Vi kørte først til den parkeringsplads som ligger på østsiden af klacken.
Der kører man på grusveje og jeg tror ikke der kommer særlig mange der.
De fleste vælger nok den nordlige parkeringsplads fordi den er meget større og så er det asfalteret vej hele vejen derop.
Man kan hoppe på 3 af de 4 vandreture herfra den østlige parkeringsplads.

Vi valgte at gå den hvide rute.
Den er rimelig flad og man går ganske tæt på vandet meget af tiden.
Længere inde går det temmelig meget opad og de andre ruter drejer på et tidspunkt væk fra den hvide og går derop.
Det højeste punkt på Ivö er 133 meter.
Vi fortsatte dog kun på den hvide så længe den var flad, vi vendte rundt og gik samme vej tilbage når det lige pludselig begyndte at gå opad.
Så dovne er nemlig vi. 😀
Det er en meget smuk tur.

Man kan lave en lille afstikker ned til en rasteplads, picnicareal, som ligger super smukt lige i vandkanten.

Derefter kørte vi om til den anden parkeringsplads.
Denne parkeringsplads er den mest benyttede og her finder du også mange bordbænk sæt til en dejlig picnic i skønne omgivelser.
Dette sted er et gammelt kalk og kaolinbrud.
Minehistorien starter i 1887 da William Abelgaard Nielsen begynder at bryde kalk her.
Hvis du følger den gule rute som er 2,1 km lang kommer du forbi flere stop med information om kalkbrudsvirksomheden.
Der er også flere ruiner fra dengang.

Her fra nordspidsen kan man også se hen til den lille ø, som hedder Store Danmark.
Og nu hvor vi nogen gange kalder vores eget land for lille Danmark, så er det rart at vide at store Danmark ligger her i Ivö søen. 😀
Man ser dog Store Danmark bedst inde fra fastlandet, når man kører fra Barum og op mod Vånga.

Billedet er taget fra landevejen mod Vånga. store Danmark i midten på billedet med Ivö i baggrunden.

På vej tilbage gjorde vi et sidste stop.
Ved “ugnsmunnarna”, ovnemundene.
Det er nogle kalkstensklipper hvor der gennem tiderne er blevet dannet nogle huler.
Det er et meget fascinerende sted.
For at finde derhen:
Du parkerer helt ude ved Klackavägen, der er en lille parkeringslomme.
Du følger grusvejen til des slut, hvor du følger stien ind i skoven.
Når du når kanten på skrænten så skal du gå til højre.
Hulerne ligger nedenfor skrænten, så du skal have øjnene med dig.

Infoboks
Færgen er gratis og sejler hvert 20. minut i dagtid.
Den sejler ’00, ’20, ’40 fra Ivö.
Den sejler altid dobbelture og det tager ca. 7 minutter at sejle over, så den sejler fra Barum ca. 7 minutter senere end afgangstiden fra Ivö.
Man kan risikere at skulle ringe efter færgen.
Så er der ikke nogen der skal med fra Ivö sejler færgen ikke, hvis den ikke er blevet ringet til.
Telefon nummer og telefon er til rådighed i ventesalen nede i havnen i Barum.
Vi oplevede dog ikke at vi behøvede at ringe.

Udgivet i Rejse, Sverige | Tagget , , , , , , , , | 1 kommentar

Småland – Visingsø, en ø i en stor sø, part 1

Midt ude i Vätteren ligger Visingsø.
Det er en ganske stor ø som i Sveriges barndom har spillet en stor rolle.
Dengang bestod “Sverige” af Östergötland, Västergötland og Svealand.
Der var 2 slægte der slogs om magten.
Eriks ætten som var fra Västergötland og Sverkers ætten som var fra Östergötland.
Visingsö lå sådan cirka lige på grænsen mellem de 2 landsdele og den som havde øen regerede hele datidens Sverige.
Mange af kongerne valgte at have sit hovedsæde her fordi de mente at her var det sikreste sted.
Da der er vand til alle sider.
Helt nede på den sydligste spids ligger ruinerne af den borg hvor kongerne boede.
Denne borg var Sveriges første kongeborg og da der stadigvæk er ruiner tilbage så er det jo Sveriges ældste bevarede kongeborg.
Borgen blev bygget i midten af 1100 tallet.
Der er ikke så meget tilbage af slottet, noget af den er faldet i vandet.
I 1318 brant borgen ned og blev ikke bygget op igen.

I det hele er der 4 konger som er døde på slottet.
Kong Karl Sverkersson blev myrdet her, af Erik den helliges søn knut i 1167
Denne historiske begivenhed har Jan Gullieu med i sine bøger om ridderen Arn. vejen til Jerusalem.
Kong Erik Knutsson døede af sot i 1216
kong Johan Sverkersson døede af det samme i 1222
Og til sidst
Kong Magnus ladelås døede også af sygdom her i 1290.

Visingsøs største by er Tunnerstad.
I den nordlige del af byen ligger Kumlaby kirke.
Den blev i 1660erne lavet om til en skole.
Det var Pehr Brahe dy, som fik den lavet om til skole.
Vel og mærke en skole som også tog emod kvindlige elever.
Kirketårnet blev lavet om til en astrologi platform.
Så kirken ser faktisk lidt sjov ud.
Efter at skolen flyttede hen i andre lokaler så har kirken blevet brugt til forskellige ting og den stod også bare tom i en årrække frem til 1922.
Hvad den er nu ved jeg ikke?
Byen har også en lille dagligvarebutik hvor vi var inde og købe noget brød, ost, chokolade og drikkelse.

Og så skulle vi finde et godt sted at spise.
Vi ville helst finde et sted med udsigt over vandet.
Det fandt vi ved Sandudden strand.
På vej derud skulle vi dog køre lidt forsigtigt fordi der findes der mange legende pensionister.

Efter at vi havde spist gik vi lige en lille tur langs med standen.
Det var et skønt sted.

Vi var lige hurtig ude og kigge på en Dommerring.
Et gravmonument fra tidlig jernalder.
Faktisk skulle der være 3 Dommerringe men jeg så kun denne ene.
Men som I kan se var græsset ganske højt.

Næsten lige ved siden af havnen ligger der endnu en borgruin.
Denne er noget nyere.
Det er Visinsborg slot og her holdt Brahe familien hof.
Slottet er bygget i flere etaper og stod helt færdigt i 1662.
Brahe familien fik dog ikke beholde det så længe, i slutningen af 1600-tallet overgik Brahernes grevskab til kronen.
Fra 1715 til 1718 blev slottet brugt til krigsfanger.
Der sad mellem 1500 – 2000 hovedsagelig russiske krigsfanger fra Karl XIIs krige.
I 1718 blev slottet total ødelagt af en brand.
Man kan gå rundt oppe på ydervolden og der er også en del af murværket tilbage fra en af slottets 4 længer.
Der er også en masse information om slottets historie både under Braherne og som krigsfangelejr.

Før vi skulle med færgen hjem igen kunne vi lige nå en tur i skoven som også ligger lige i nærheden af havnen.
Vi så at der var 1,7 km hen til Konge egen.
Og med vores egen Kongeeg på nethinden så tænkte vi at den ville vi se.
Du kan læse om kongeegen i Jægerspris her.
Fæl var vores skuffelse da vi kom derhen og så at kongeegen kunne være hvilken som helst af egene i hele skoven.
Der var et skilt så vi ved at vi var kommet til den rigtige eg.
Men åbenbart kan en trækender se at dette skulle være et i særdeleshed flot exemplar.
Vi havde dog en skøn tur i skoven og faktisk kunne vi bare have valgt at se noget andet, hvis vi havde haft mere tid.
Noget som jeg også syntes lød spændende var den russiske kirkegård.
De før omtalte russiske krigsfanger levede under kummerlige forhold og mange af dem døde og de blev begravet herude i skoven.

Infoboks:
Man tager færgen over til til Visingsø fra byen Gränna.
Det er Jönköping kommune der varetager færgedriften.
Vi parkerede bilen og så gik vi hen til nogle barakker hvor vi fandt ud af at billetkontoret var.
Man kan også købe billetterne online.
Turen tager 25 minutter.
I 2020 kostede det 200 T/R for en bil med fører og 60 kroner per voksen passager.

Udgivet i Rejse, Sverige | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Skåne – Rejseplan Österlen

Det sydøstligste hjørne af Skåne hedder Österlen.
Nogle af de større byer på Österlen er Kivik, Simrishamn, Ystad og Tomelila.
Disse byer befinder sig også nogenlunde i hvert sit hørne af Österlen.

Det er et meget spændende hjørne af Skåne, som jeg ikke har besøgt nær så meget som jeg borde. 🙂
Men nu har vi 5 dage i dette område.
Men selvom vi har 5 dage så bliver man nødt til at udvælge sig de ting man synes er interessante.
Mig og John kan jo godt lide natur og historie og de 2 ting findes der virkelig meget af her på Österlen.

Vi boede i den lille hyggelige by Brantevik, som ligger lidt syd for Simrishamn.
Denne by var et godt udgangspunkt for at tage på tur.
Byen Simrishamn var vi en del i.
Her er indkøbs muligheder og hyggelige cafeer.
I simrishamn er der også en turist information.
Den er dog ikke åben om vinteren.

På Österlen finder du nogle af Skånes flotteste og største hælleristninger.
Vi besøgte 4 af stederne.
Som du kan læse om her: Hælleristninger på Österlen.

Jeg har skrevet et indlæg om nogle af de ting vi var henne og se.
Det er et spændende blandning af forskellige ting.
Du kan bl.a læse om Skånes måske højeste vandfald, Havsængsdyssen, Runestenene i Simris, Stenbrudet i Gislövhammar, Skåneleden SL4 og byen Fågeltofta.
Lidt blandet fra Österlen.

Vi læste en historie om en jætte der lå begravet ved byen Gröstrup.
Der hører både en bronzaalderhøj, en jættestue og en sten fra jernalderen med til den historie.
Trolden ved Gröstrup.

Kystrstrækningen mellem Simrishamn er fyldt med seværdigheder.
Det er en strækning på ca. 20 km langs med vej 9.
Og fra vej 9 kører du forbi den ene spændende ting after den anden.
Der er legoklipper ved Vårhalla, strøvområde ved Tjörnedala gård, en sandvulkan syd for byen Vig.
Disse ting har jeg skrevet et blogindlæg om.
Men faktisk er der endnu flere ting opleve på denne strækning.
Strövområde og naturreservatet Stenshoved er et besøgværd.
Bronzealder gravfeltet Ängakåsen er et besøg værd og det er også kongegraven i Kivik, som også er en bronzealdergrav.
Kystrstrækningen mellem Simrishamn og Kivik.

Östelens største sø er Gyllebosøen, hvor der er vandreruter rundt om.
Det er det rene gylle.

Udgivet i Rejse, Sverige | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Sverige – Trolden ved Gröstrup

I følge et meget gammelt sagn ligger der en jætte begravet ved Gröstrup.
Mere præcist ligger han begravet mellem byerne Gröstrup og Järrestad.
Han er blevet begravet under flere forskellige forntidsminder.
Disse forntidsminder er så knyttet sammmen med forskellige dele af hans krop.

Det er forntidsminder fra 3 forskellige tidsepoker og de ligger alle på den samme mark.
Stenalder, bronzealder og jernalder.
Der er lavet en sti så man kan komme rundt til alle stederne.
Der er også et skilt og en postkasse med foldere om jættestien.

Jættens hoved, bronzealderhøjen Kvejsahøj

Jættens hoved findes i bronzealder højen.
Højen hedder Kvejsahøj, den er 35 meter i diameter og 4 meter høj.
Ordet Kvejsa betyder kvissla som er et svensk ord for bums.
De lokale har nok syntes at højen har lignet en bums der stak op af landskabet.
Vi gik ikke op på højen, men der skulle være en ganske flot udsigt deroppe fra.

Jættens hjerte, En jættestue fra stenalderen

Jættens hjerte ligger i jættestuen fra stenalderen.
Jættestuen er desværre faldet sammen og indgangen er fyldt op med sand.
Men den er alligevel fascinerende med sine kæmpe store sten.

Pittjestenen fra jernalderen

Pittjestenen må I selv finde ud af, hvad den viser. 😉
Den blev rejst under jernalderen.
Da vi var på Bornholm læste vi om sådane rejste sten der stod alene.
Man mener at det er til minde om en afdød, men vedkommende døde langt hjemmefra.

Jættens Hjerte og hoved

Det eneste som vi ikke var henne og kigge på var, hvor jættens fødder ligger.
De ligger nemlig på den anden side af vejen i et vådmarksområde.
Den markerede jættesti fører ikke derhen, så jeg tænker det måske er lidt for vådt og utilgængeligt.
Men vi kunne se derhen og det var nok for os.

Jættens diller, hjerte og hoved

Infoboks:
Det ligger på gamle Järrestadvägen.
Der er planer om at lave en parkeringsplads ude ved vejen.
Men det var ikke blevet til noget når vi var der.
Vi kørte ind på markvejen og parkederede der.
Altså midt på vejen, det er nemlig ikke en gennemgående vej.
Skiltet og folderne finder du hvis du går hen af markvejen hen til klyngen med træer.

Udgivet i Rejse, Sverige | Tagget , , , , , , , , | 1 kommentar

Sverige – Hælleristninger på Österlen


En af de virkelig spændende ting at se på Österlen er hælleristninger.
Og her på vores tur har vi været rundt og kigget på 4 forskellige steder.
Hælleristingerne blev lavet under bronzealderen, altså for ca. 3500 år siden.
Jeg har ikke selv gjort det, men jeg læser ofte at hælleristinger ses bedst når det er blevet mørkt i lyset fra en lommelygte.
Hælleristningerne er ikke malet op som man f.eks ser det på Madsebakkerne på Bornholm.

Yxhæll
Dette sted er den nemmest tilgængelige hælleristingshæll.
Den ligger helt ud til vejen syd for Simrishamn mod Brantevik.
Der er parkering lige på den anden side af vejen fra hælleristningerne.
Klippen er ganske stor og der er virkelig mange billeder.
Der er i alt 250 forskellige billeder.
Det dominerende er økserne og det er også efter dem at stedet har fået sit navn.
Fordi Yxa på svensk er en økse på dansk.
Der er 50 billeder af økser, men der er også rigtig mange skibe, soltegn og skåltegn.
Der er også en hest og en slange.
Desværre er der også nogle der har vandaliseret denne hæll, der er nogle der har ristet bagstaver og tal ind i hællen. ØV!!!!!

En “begejstret” mand med en stor ceremoniøkse.
En Hest på hovedet.

Stenkilhællen
Dette sted ligger ikke langt væk fra yxhællen, man kan sagtens gå fra den ene til den anden, der er en afmærket sti.
Det er pinde med små flag på.
Der er en folder, ved yxhællen som man kan tage, med et kort som kan være til hjælp.
I denne folder ud over information om begge steder og kort mellem de 2 hælle så har de også tegnet stenkilhællens ristninger op.
Fordi disse ristninge kan være svære at se.
Der er over 100 skåltegn og 65 forskellige billeder af bl.a. skibe, soltegn og mænd med økser.
De bedste ristninge her er et meget tydeligt skib med hestehoveder i hver ende.
Der er også en ristning med 3 mænd der bærer på store ceremoniøkser.

Jættestuen ved Gladsax/Stenstuan i Gladsax
Jættestuen står virkelig flot ude på en mark og den kan ses på lang afstand.
Man kan også med det samme se at den ikke ser ud som jættestuer gør flest.
Den kæmpe store dæksten øverst oppe ser da lidt spøjs ud, der hvor den ligger øverst oppe.
Af sikkerheds mæssige årsager har man desværre været nødt til at fylde gravkammeret op med sand, så man kan ikke komme ind i den.
Selve jættestuen er fra stenalderen.
Men kigger man ovenpå den store dæksten så er den fyldt med hælleristninger.
Og hælleristingerne har en meget nyere dato.
De blev nemlig lavet i bronzealderen.
Gad vide om man kan kalde det bronzealder grafitti på en gravsten fra stenalderen. 🙂
Der er flere skibe og økser, der er også mange skåltegn.
For at finde derhen skal du inde i Gladsax køre mod Baskemölla.
Du skal dreje til venstre mod gården Rosdala.
Der er skilt ude ved vejen.
Forenden af gården kan du parkere og hvis du går lang med stien ved den sidste af bygningerne så kommer du til et skilt om gravhøjen og så ved du at du er på rette vej.
Du kan også se gravhøjen herfra.

Danserens hæll/Järrestadsristningen.
Lige syd for byen Gladsax på vejen mod Järrestad ligger denne hælleristings klippe.
Den kan måske være svær at finde da der ikke er nogle skilte ude ved vejen.
Det eneste der røber at der kunne være noget er et skilt hvor der står at du er “velkommen til fods”.
Der er en græsplet hvor det er nemt at parkere.
Selve klippen ligger et stykke ind, der er en lille vej der fører derhen.
Også denne har mange forskellige billeder.
Faktisk den i Skåne med allerflest der skulle være over 550 forskellige figurer.
Den har sit navn efter en helt speciel ristning.
Den ligner en mand som danser.
Udover danseren er her rigtig mange fodsåler, skibe, spiraler, soltegn og økser.

Hælleristningen af danseren kan være svær at se da den er “lavere”. Den er også desværre blevet vandaliseret. Nogen ville lave en afstøbning og har haft hældt silicone på.
Udgivet i Rejse, Sverige | Tagget , , , , , , | 1 kommentar

Sverige – Lidt blandet fra Österlen

Her kommer lige et lille udvalg af steder vi besøgte på Österlen.

Havsängsdyssen
Havsängsdyssen ligger rigtig flot helt ude ved havet.
Det er en dysse fra stenalderen og Sveriges største.
Frem til starten af 1800-tallet har dyssen været dækket af sand.
Men efter en kraftig storm dukkede den atter op.
Området indbyder til gode gåture og skåneleden kommer her forbi langs med verkeåen som har sin mundning her.

Verkeåens mundning.
Området rundt om Havsängsdyssen er rigtig flot.

Stenbrudet i Gislöv Hammar
Den lille bitte by Gislöv Hammar ligger et stykke syd for Simrishamn.
Byen ligger ud til havet og i starten af 1800-talet begyndte man at hugge sten her.
Stenbrudet ligger helt ude ved havet ude på den yderste spids.
Dengang blev der hugget bl.a møllesten herude.
De blev hugget direkte i kalkstenen.
Kalkstenslaget er ca. 10 meter tykt, så der var nok at tage af.
Men stenbrudet blev aldrig en succes, nok fordi at byen ikke havde en god havn og vejene derud var elendige.
Stenbrudet blev opgivet igen i 1870erne.
Det er en sjov oplevelse at gå rundt herude man ser rigtig mange af disse runde huller.

Skåneleden
I Skåne findes der 6 forskellige vandreruter som bliver kaldt for skåneleden.
Den rute som vi kender bedst er Ås til Åsleden, SL3, som går over Söderåsen.
Her på Østerlen er der endnu en skåneled og det er den der hedder Østerlenleden eller SL4.
Den er 188 km lang fordelt på 14 etapper.
Den går langs verkeåen helt ud til åens mundning ved Havsängsdyssen, her kommer den bl.a forbi Hallamölla vandfald.
Leden fortsætter langs med hele kysten indtil du når Ystad.
Her går leden ind i landet igen bl.a forbi Snogeholm for at slutte oppe ved Verkeåen igen.
Den ser ud til at være rigtig god.

Runestenene ved Simris kirke.
Den lille by Simris ligger nogle km ind i landet fra Simrishamn.
Ved kirken står der 2 rigtig flotte runesten.
De står hved siden af hinanden lige udenfor lågen.
Vi gik også en runde rundt om kirken.
Fordi den ser altså også lidt spøjs ud.
Den har nemlig et meget bredt tårn, det synes jeg ikke at jeg har set før.
Kirken var desværre låst så vi kunne ikke komme ind og kigge.

Hallamölla vandfald.
Skånes måske højeste vandfald ligger ved Hallamøllen.
Det skal være Skånes højeste sammenhængende vandfald.
Vandfaldet er 23 meter og løber over 5 afsatser.

Hallamølla ligger ved Verkeån.
Der har været en mølle her lige siden 1200-tallet.
Man regner med at den mølle der står der nu er fra midten af 1300-tallet.
Selve huset er dog noget nyere, den er fra 1850.

Nåja…
Grunden til at jeg skriver måske største vandfald er jo at vi også har besøgt vandfaldene ved Forsakar længere nordpå på Linderødsåsen.
Det kan du læse om her.
Og jeg synes i hvert fald at vandfaldene ved Forsakar virker større.

Når man kører til Hallamölla vandfald så er der skilte som man følger.
Men når man har parkeret sin bil ved parkeringspladsen så er der ikke fler skilte.
Det kan godt forvirre.
Vi mødte nogle der havde været lidt omkring og andre som os der stod med deres mobiler og prøvede at få GPSen til at virke.
Men det er meget nemt.
Vi havde jo kørt forbi møllen, så den vidste vi hvor var og det er der vandfaldet er.

Sandhammaren
Dette er skånes sydøstligste rundning.
Her finder du også en af Skånes smukkeste strande, med helt hvidt sand.
Fra parkeringspladsen går du først igennem store sand duner.
Det ser vildt flot og dramatisk ud.
Det regner og blæser i dag hvor vi var på besøg.
Måske derfor det hele ser så dramatisk ud, men det er stadigvæk meget smukt.
Jeg kan godt forestille mig at dette er et meget populært sted om sommeren.
I gamle dage var dette et frygtet sted for sømænd.
Ude i vandet her, har der havereret en masse skibe fordi sandbankerne er i konstant bevægelse.

Byen Fågeltofta.
Fågeltofta er en by der er forsvundet, der står kun kirken tilbage.
I det Herrens år 1868 kom foråret tidligt og man begyndte at så på markerne allerede i Februar.
Men i maj, den 13 maj kom vinteren igen og det var der jo ikke nogen der havde regnet med.
Alle afgrøder blev slået i hjel og lige pludselig havde befolkningen i byen hverken penge til at betale sine lejer til herremanden på Kronovalls slot eller mad at spise.
Herremanden på Kronovall som ellers ansås at være en god mand, ville ikke give befolkningen udsættelse på sine lejer.
Hvilket betød at mange tvingedes flytte ind på Kronovalls ejendom og blive torpere.
Dvs at de gik fra at være selvejende bønder til at bo på lejet jord de ikke havde nogle rettigheder til.
Der var også mange der valgte at udvandre til Amerika.
Kronovall er i dag Hotel og restaurant.
Og der er kommet nye huse i Fågeltofta, de er dog bygget et godt stykke fra kirken.

Fågeltofta kyrke og ikke et hus i nærheden.
Kronovall slot er i dag hotel og restaurant
Udgivet i Rejse, Sverige | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar