Et sted at sove

Siden jeg gik caminoen for 8 år siden har jeg villet overnatte på dette specielle sted.
Og jeg var fast besluttet at det var det vi skulle denne gang.

Jeg vidste ikke hvad det var og heller ikke hvorfor jeg ikke kunne finde noget om dette sted på internettet.
Men sidste gang jeg var der fulgte jeg med en pige dertil. Så jeg vidste godt hvor det lå.
På det tidspunkt havde jeg et andet sted at bo og ærgrede mig gul og blå.

Vi gik ind af en dør og derinde var der nogle madrasser på gulvet.
Der var så fredelig og rofyldt.
Faktisk sådan lidt zen-agtig.

Så nu gik vi derhen, men blev mødt af en låst og lukket dør.
Der var heller intet skilt der fortalte at dette skulle være et herberg. Jeg var bare sikker på at det burde være der.
Ved siden af, var der endnu en dør, hvor der faktisk stod herberg på og at det åbnede om 10 minutter. Medens vi stod der og ventede kom der nogle af Santiagos hjemløse, de skulle også derind.
-Hrm tænkte vi, men vi blev der fordi vi kunne jo altid bare gå ind og spørge til pilgrimsherberget.
P1080064
Det viste sig at vi skulle henvende os i kirken, i Franciskaner kirken som vi lige gået forbi.
Jeg havde aldrig været klar over at dette herberg tilhørte et kloster.
Så vi smuttede ind i kirken og ud over endnu et “pilgrimsbevis” fik vi at vide at der ville komme nogle kvinder vi skulle snakke med. Vi skulle bare sætte os på en bænk ved siden af den gode og venlige Franciskaner munk som også stemplede pilgrimspassene og udskrev compostelanas.

Og så ved jeg ikke rigtig hvad der skete. Jeg havde lige været udenfor.
Men lige pludselig så var de nogle stykker der skulle gå hen til herberget, så vi tog også vores rygsække for at gå med.
-Hold da kæft hvilket møgfald vi fik fra Kællingen. Det kom fuldstændig bag på os.
Havde den gode munk ikke kommet der, så ville jeg have begyndt at råbt tilbage men nu behøvede jeg ikke det.
Men fortryllelsen var brudt.
Den blev endnu mere skudt ned i søllet, da jeg så, hvad det værelse jeg huskede, var blevet forvandlet til.
Der stod den ene vakkelvorne køjeseng efter den anden.
Vi fik at vide at vi kunne lægge vores rygsække, men at vi ellers ikke kunne være herinde.
Vi kunne først komme ind igen 17.30.

Meget var forandret i de 8 år der var gået.
Mig og John var trætte efter mange dage med dårlig søvn, vi havde rent faktisk brug for en middagslur. Det kunne vi bare ikke få her.

Vi skulle have taget vores rygsække og smuttet, men vi gjorde det ikke.
Dette var jo en drøm jeg havde haft, at hvis jeg kom tilbage til Santiago ville jeg bo her.

Vi skulle dele aflukke med 2 italienske mænd som indrømmede overfor os at de snorkede.
De kaldte sig selv Pavarotti og Placido Domingo.
Åhhhh, nu hvor jeg tænker tilbage på det, så ærgrer det mig at vi(læs: jeg) ikke hørte alarmklokkerne inde i mig.
Kællingen fortalte også at den store afdeling af rummet var blevet reserveret af bla. italienske nonner.

Og så gik vi, men lige så hurtigt dørren låste sig bagved os, så indhentede realiteterne os og vi fortrød at vi havde efterladt vores rygsække der.
Klokken 15.00 kunne vi heller ikke holde os vågne mere.
Det var sgu værre end noget andet vi havde prøvet.

Vi kapitulerede og fandt et dobbelt værelse på herberget “the last stamp”.
Oppe på kvisten og John kunne ikke stå oprejst der og der var hedt, virkelig hedt.
Men vi fik sovet noget.
P1070977
Klokken 17.30 stod vi udenfor Franciskaner herberget igen, der kom ikke nogen. Der skulle ellers kun være åbent fra 17.30 til 18.00 for indskrivning.
Kl. lidt i 18 gik jeg og en hollandsk pige hen til kirken og spurgte hvor de blev af.
-Det var da lukket i dag, var det svar vi fik, booket til anden side.
-Det håber jeg sørme ikke, var mit svar fordi jeg har min rygsæk derinde.
Nå men så huskede de at de havde åbnet herberget for nogle pilgrimme.

Da vi så kom derhen igen fik vi endnu et møgfald af kællingen fordi vi ikke ville være der og havde set os nødsagede at booke værelse på et andet herberg.
-Nå, men hvad vil du gøre ved det!! var vores trætte svar til hende.
*************
Since the last time I was here I have dreamt about staying in this special albergue.
I didn’t know what it was or who ran it.
But I knew were it was, so I could find the way.
but it was closed when we got there and was told to go to the Franciscaner church around the corner.
there we waited for a while and then this stupid bitch came.
She started to yell at me and John, and thanks to a munk, that we had talked to earlier, I didn’t had to yell back.
We could leave our backpacks at the albergue, but we couldn’t stay there. We couldn’t return until 17.30. But we where tired and needed to sleep, so at 15.00 we had to give up and find another room.
We went back at 17.30 to pick up our backpacks and got another yell, because we didn’t want to stay there.

Dette indlæg blev udgivet i Pilgrims ruter, Rejse, Spanien og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Et sted at sove

  1. Ellen siger:

    Holddaop for en historie – hvad blev der lige af venligheden og næstekærligheden? Enten havde de alle fået det forkerte ben ud af sengen, eller også er de dødtrætte af alle ‘pilgrimmene’ efterhånden.

    • Linda siger:

      Begge dele havde fløjet sig en gevaldig tur.
      Jeg tror i hvert fald at den sure madame havde fået det forkerte ben ud af sengen. Eller så havde hun fået for lidt sukker på havregrynene da hun var barn. En af delene🙂

  2. Pingback: Hvad der skete så… | Lindas-netsted

Jeg ville blive meget glad for en kommentar :-)

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s